shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 16, 2014 8:55:43 GMT
T: Klokken er nok lige omkring 20:00. S: Rektors kontor O: Alle de ting der nu befinder sig inde på kontoret. V: Der er en ret skyklar himmel, efter en hel dag hvor regnen har pisset ned. Solen er allerede ved at gå ned.
På dette område af skolen, eller nærmere i denne bygning, havde stilheden allerede lagt sig. Der var stort set ingen elever. En af eleverne der dog opholdte sig der, var Shailene. Hun var på vej op af trappen, der ville føre hende til anden sal, og dermed også til rektors kontor. Hun var nødt til at gå op og snakke med ham om noget. Egentlig bundede det mest og alt i, at hun, efter at være kommet til skolen, ikke havde hørt fra sine forældre. Hun vidste godt at det nok var sådan det var bedst, og uanset hvor lidt hun havde brug for at se sin mor, ville hun alligevel gerne sikre sig at de rent faktisk var okay – at hendes far var okay. Hun skulle høre rektor til, om det kunne lade sig gøre på nogen måder at kontakte dem, eller om det bare var fuldstændig åndssvagt. Noget i hende sagde, at det højst sandsynligt ville blive et nej, men hun havde bare brug for at høre om de havde det godt. Hendes mor var hun godt klar over, at der nok ikke havde det specielt godt, men det var jo ikke noget nyt. Hendes far havde sikkert også utrolig travlt endnu, men havde han det godt? Og passede han på hendes mor, eller var det hele bare gået ned ad bakke, efter hun var taget afsted? Afsted på et godt ’college’. Utroligt at det overhovedet var noget de virkelig troede på, hun havde jo ikke kontaktet dem siden hun var taget afsted, havde ikke engang fortalt dem hvor det lå henne eller hvor langt tid hun skulle være der. Hun stoppede op foran døren ind til hans kontor, og bankede forsigtigt på. Derefter begyndte hun, af ren vane, at pille ved den top hun havde på, noget hun altid gjorde, når hun følte sig en anelse nervøs. Hun så lidt afventende på døren, og forventede hver øjeblik at den ville gå op og det ville viser sig at han måske havde travlt, eller at hun blev lukket ind, og så blev fortalt at det altså ikke kunne lade sig gøre, at kontakte ddem. Hun tog endnu en dyb indånding, og så lidt mod den anden dør, der ville føre hende ind til vice-rektorens kontor. Men det var ikke hende hun havde brug for at snakke med, det var rektor.
|
|
|
Post by Matthew on May 16, 2014 10:44:17 GMT
Matthew bevægede sig roligt op af trapperne. Det havde været en hård dag og han var lige kommet hjem, han havde måtte fået sig selv transporteret fra New York tilbage til skolen efter et par opgaver og en snak med nogle der sponsorerede skolen. Der havde været forskellige diskussioner og han prøvede at få sponsorerne til at ville sætte folk på skolerne, som ville holde øje med om der var folk med evner, eller mutant egenskaber som folk kaldte dem. Matthews skridt var roligt og han lod sine skridt være lydløse, han ramte ikke trappen overhovedet, men lod sig tage skridtene og brugte den telekinesiske evne til at bære ham op at trapperne. Matthew var indtil videre den ældste på skolen, men folks evner kunne starte hvornår det var og når man mindst ventede dem, så for ham galt det altid om at komme først frem til folk med evnerne. Matthew tog det sidste skridt op, i forhold til at skolen havde en elevator, så blev den aldrig brugt. Matthew tog det allersidste skridt hvor han faktisk satte foden på jorden og trådte op, han kiggede på en pige der stod foran døren. Langsomt gik Matthew hen mod hende, indtil han kunne genkende hende. "Shailene. Så længe der ikke er et rødt skilt på døren, så er det altid tilladt at gå ind." Matthews stemme var rolig og han bevægede sig langsomt frem mod hende med rolige skridt. Matthew gik hen til hende og med et let nik, åbnede dørene fuldt op. Han gik forbi hende ind på kontoret og satte sig på sin kontorstol. "Kom endelig ind, husk at lukke dørene."
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 16, 2014 12:17:22 GMT
Shailene var lige så stille begyndt at tvivle på om han overhovedet var derinde. Måske burde hun bare gå igen? Så ville hun også spare sig selv, for at få noget dårligt af vide. Hun nikkede lidt for sig selv, og drejede om, på vej til at gå tilbage. Men netop som hun gjorde det, trådte han op af trappen, hvilket fik hende til at stoppe op og bare se lidt på ham. Hun pillede stadig ved toppen, ude af stand til at stoppe sig selv. Da han snakkede til hende, flakkede hendes blik kort mod jorden, for selvfølgelig kunne hun bare være gået ind. Desværre havde hun ikke lige tænkt sig om, hun havde været optaget af noget helt andet. Hun vendte blikket helt mod ham igen, og nikkede en enkelt gang. "Selvfølgelig..." Hun sendte ham et lille smil, inden hun så vendte opmærksomheden mod dørene der åbnende. Efter ham, gik hun ind på kontoret, og lukkede dørene i bag sig. Hun stoppede op lige på den anden side, og så lidt på de mange billeder af de gamle rektorer. Kun én gang havde hun været derinde, og det var på dagen for hendes ankomst. Hun havde ikke set lokalet siden, ikke at meget havde ændret sig, men der var jo heller ikke gået mere end et par måneder. Hele livet på skolen var stadig ret nyt for hende og menneskene, eller mutanterne, var stadig lidt fremmede for hende. Hun vidste også, at hvis der var et sted hvor hun rent faktisk passede ind, så var det her. For her var hun trods alt ikke den eneste, der kunne noget som ingen burde være i stand til.
|
|
|
Post by Matthew on May 16, 2014 12:28:52 GMT
Matthew kiggede på hende med et roligt blik, han hørte hvad hun sagde og lænede sig tilbage i stolen, han kiggede på hende med et roligt blik og sendte hende et roligt smil. Han satte sig, så han sad med det ene ben over det andet og lod en skuffe med et papir og en blyant komme frem. Uden at røre blyanten eller papiret, begyndte blyanten at skrive på papiret. Han kiggede på hende med sit rolige blik. Stilheden var egentlig foruroligende, det første han tænkte på var om hun havde ødelagt et eller andet værdifuldt på skolen siden hun var kommet eller om det var fordi nogen havde set hende gøre brug af evnerne. Matthew havde ikke selv set hende bruge evnerne eller opfanget hun havde gjort det, så hans hjerne havde ikke fået kopieret hendes evne, og gjorde han det, ville han alligevel ikke gøre brug af den. Matthew kiggede på hende, hans blik var på hende og lod køleskabet i højre hjørne blive åbnet, han hev en flaske vand ud og lukkede døren uden at bevæge sig væk fra sin lænestol eller fjerne blikket fra hende. Han placerede vanden foran den ene stol og kiggede på hende. "Sæt dig bare ned. Når, men hvad er det der er så vigtigt, siden du vælger at gå til mig?" Matthew kiggede på hende og sendte hende et roligt smil. I virkeligheden kunne han jo egentlig bare tilslutte sig hendes tanker og høre det på den måde, men det ville ødelægge en god gammeldags samtale for ham. Matthew åbnede vanden for hende, stadig uden at bevæge sig.
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 16, 2014 12:50:28 GMT
Shailenes blik blev ved med at glide rundt i lokalet, som hun kiggede på de forskellige portrætter derinde. Hendes blik gled så langsomt hen på ham igen, og hun tog en dyb indånding. Hvis hun skulle være helt ærlig, så havde hun lidt fortrudt at hun overhovedet var gået derop. Hun burde bare have holdt sig væk og levet med, at hun måske ikke kunne kontakte sine forældre. Eller også skulle hun bare have spurgt en af lærerne, om der overhovedet var en regel der forbød hende, at tage kontakt til dem. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, så det var ikke før han havde fået en vand hen til den tomme stol, og pænt bedt hende om at sætte sig, at hun kom ud af tankestrømmen igen. Hun nikkede let og satte sig ned, hvorefter hun lukkede hånden om vandflasken og langsomt tog en slurk af den. "Egentlig så... Jeg ved ikke om det overhovedet er så vigtigt, men jeg... Altså jeg har ikke været her så forfærdelig længe, ikke engang et halvt år endnu. Men mine forældre.." - Eller min far, tilføjede hun inde i hovedet - "De har ikke hørt fra mig siden jeg tog af sted. Er det bare sådan det fungerer, hvis ens forældre ikke er klar over hvor man er taget hen og bare lever i den tro, at man er tager på College?" Det hele blev sagt ret hurtigt, og da hun var færdig, mødte hun kun kortvarigt hans blik, inden hun så tog en ny slurk af vandet og så lidt rundt i lokalet, som om portrætterne var så utrolig spændende, at hun bare ikke kunne løsrive blikket fra dem. Dette var virkelig en af de tidspunkter, hvor hun godt kunne bruge bare at forsvinde, men hun havde efterhånden lært lidt om hvordan det fungerede, og hun vidste også at sådan nogle tanker, om bare at ville forsvinde, faktisk godt kunne få hende til det. Heldigvis havde hun lært at kontrollere det mere, end hun kunne før. Men hun var stadig langt fra, at være god til det.
|
|
|
Post by Matthew on May 16, 2014 13:27:41 GMT
Matthew kiggede på hende met et roligt blik, han holdte øje med hende og ventede på at hun sagde noget. Han fulgte hende som hun satte sig ned og lænede sig lidt mere tilbage med et tilfreds blik. Matthew kigde på hende og ventede på at hun sagde noget. At der var stille var ikke altid et godt tegn, men da hun begyndte at sige noget, lyttede Matthew roligt efter. "Der er intet der forbyder dig som elev, at ringe til dine forældre. Vi foretrækker bare at man bruger skolens telefoner frem for sine egne, så eleverne kan spare de penge." Matthew sendte hende et blidt smil, han kiggede på hende. At være flink ved eleverne det var han god til, men lavede de ballade, så ville han ikke være så flink som han var på andre tidspunkter, og det vidste de elever der havde fået skæld ud hos ham. Matthew kiggede på hende med et roligt blik. Matthew kiggede roligt på hende, han sad afslappet og kunne godt fornemme hvor hun ville hen. "Der er ingen der har sagt, at forældre ikke må komme på besøg på skolen. Forældre må altid besøge deres børn. Men det ikke alle forældre der ved deres børn har evner." Matthew kiggede på hende og smilede roligt. Han rakte ud med sindet og løftede en telefon ovre fra en skuffe og trak den hen og satte på bordet, ved siden af hendes vand.
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 16, 2014 16:27:25 GMT
Shailene forsætter med at pille ved sin top, imens hun ser på ham, med et lettere nervøst blik. Det er først da han begynder at snakke, da hun hører hvad han siger, at hun virkelig slapper af. Hun lader sig synke mere afslappet tilbage i stolen, og ser bare på ham, uden den samme nervøsitet i blikket som før. "Såh, jeg kan faktisk bare ringe?" Spørger hun langsomt. Hun har dog kun lige sagt det, da han så siger noget mere. Endnu en gang lytter hun med et opmærksomt øre, fordi det han siger er præcis det hun også havde tænkt. Desværre ved hendes forældre det jo ikke, ellers vil de i hvert fald ikke kendes ved at de har set hende forsvinde, for de har aldrig kommenteret på, at hun kan forsvinde i den blå luft. Hendes blik flakker mod telefonen der kommer over til bordet og derefter mod ham. Hun rækker langsomt over mod telefonen, og tager fat om den, imens hun tager en dyb indånding. Er det hun er i gang med at gøre dumt? Måske burde hun bare lade vær med at ringe, så de ikke fatter mistanke? Hendes mor ønsker højst sandsynligt alligevel ikke at høre hendes stemme, og hendes far har sikkert for travlt til at tage telefonen. Men måske ville han tage den, og blive glad for at hun ringede? Måske ville han ligefrem spørger interesseret ind til hendes timer og... Hvad skulle hun så sige? At hun er utrolig glad for deres undervisningstimer, så hun kan lære at mestre sin evne? Hun ryster langsomt på hovedet og ligger røret tilbage igen. Hun ser så på rektor. "Jeg er ked af at have spildt din tid... Men jeg kan ikke ringe til dem. De ved det jo ikke, så jeg har intet at fortælle dem..." Hun rejser sig langsomt op.
|
|
|
Post by Matthew on May 16, 2014 17:14:10 GMT
Matthew kiggede roligt på hende, han nikkede roligt på hovedet og sendte hende et smil. Matthew kiggede på hende med et roligt smil og lænede sig tilbage. Hans blik var afslappet og han holdte øje med hende. "Det er imod mine egne reglementer, at forbyde eleverne at tale med deres forældre. Alle har bare forskellige historier om hvor de er forsvundet hen." Matthew sendte hende et smil, han kiggede fortsat på hende og var roligt. Matthew kendte alle billederne der var på skolen, han havde set dem så mange gange og han huskede godt. Hans hjerne havde gode huske egenskaber, og så også fordi han så på billederne dagligt, medmindre han var ude og hente en elev ind. Matthew kiggede på hende, som hun løftede telefonen, han vetnede roligt, han følte ud mod alle hjørner, dette kunne han gøre, han kunne mærke folks tanker, men han kunne ikke få dem til at gøre noget på så stor en afstand. I forhold til hvor lang tid han havde kendt til sin evne, havde han mødt mange folk og forskellige evner, men han havde som oftest blokeret dem, da det ikke var alle evner han ville få kopieret. Matthew kiggede på hende som hun sagde noget. "Det er aldrig spild af tid, desuden Shailene, din far savner dig. Han er bekymret for dig fordi du ikke har snakket med ham i lang tid." Matthew var rolig. Han kiggede på hende med rolige øjne. "Fortæl ham sandheden, eller byg videre på hvad du fortalte ham sidst. Find på noget, jeg som skolens rektor vil hjælpe med det. Det er min opgave." Matthew kiggede på hende med sit rolige blik og sendte hende et smil. "Du har desuden også selv brug for det."
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 16, 2014 17:28:36 GMT
Shailene var allerede halvvejs henne mod døren, da hun blev stoppet af hans stemme og derfor vendte sig om, og langsomt gik tilbage mod stolen, for at sætte sig på ny og høre hvad han havde at sige. Hun stoppede op ved stoleryggen, og først efter en kort, indre diskussion med sig selv, satte hun sig igen ned. Hun så på telefonen, imens hun intenst lyttede til hvad han sagde. "Du... Hvorfor skulle han..." Hun stoppede sig selv, inden hun fik rodet sig selv ind i noget, hun ikke ville kunne komme ud af. I stedet nikkede hun så bare lidt, og lukker hånden om telefonen endnu en gang. Så det stod altså enten mellem at fortælle ham sandheden eller lyve videre? Ingen af delene lød ligefrem indbydende, men hun troede på Matthew når han sagde, at hendes far rent faktisk savnede hende, var bekymret for hende. For hvis der var en der ikke havde nogen grund til at lyve for hende, så måtte det var ham. Han ville jo ikke få noget ud af det. Ved hans sidste ord, så hun væk fra telefonen for at se på ham. Han havde jo ret. Det måtte være det der havde bragt hende dertil i første omgang. Længslen efter at høre en velkendt, tryg stemme. Hun havde brug for at høre, om han var okay, endda om hendes mor var okay. Selvom hun højst sandsynligt ikke var hjemme, men nok nærmere sad på et gadehjørne et sted i byen, uden at skænke hende en tanke. Hun nikkede langsomt, og så så på telefonen igen. "Så, bare en hvid lille løgn omkring hvordan det går, lede samtalen over på dem og så sige farvel?" Hun vidste ikke hvorfor hun spurgte, måske bare for at sige hendes plan højt. Måske fordi hun havde brug for at vide, at det var sådan man kunne gøre det. At man godt kunne lyve, uden at der ville ske noget, uden at konsekvenserne ville komme senere hen og bide hende.
|
|
|
Post by Matthew on May 16, 2014 19:19:56 GMT
Matthew kiggede på hende med et roligt blik. Han kiggede på hende og lænede sig tilbage. Han så roligt på hende som hun kom tilbage. Normalt var han ikke for elever kendte til hvad han kunne, derfor sagde han det for det meste ikke. Matthew kiggede på hende med et roligt blik og smilede til hende. 'Jeg ved det ligeså godt, som jeg kan snakke med folk uden at bevæge munden.' Matthew sendte ordende til hende, han lænede sig tilbage. "Den telepatiske evne, lader mig ikke kun høre folks tanker. Sender de følelser ud, kan jeg mærke følelserne. Lige meget hvor langt væk folk er, kan jeg mærke følelserne de sender ud." Matthew lænede sig tilbage og smilede. Han kiggede på hende og smilede roligt og afslappet, han havde ikke rigtigt noget at frygte over hende. Matthew kiggede på hende, hans blik var roligt og han sendte hende et roligt smil. Han nød når han kunne hjælpe elever, grundet at han følte at folk så havde brug for ham. Matthew kiggede på hende med et roligt blik. Han forstod hende, hvis hun ikke turde. Matthew ville ønske han kunne sige det samme, men han snakkede fint med sin far, selvom deres samtale for det meste forgik uden nogen af dem brugte ord, men ved at holde en fast forbindelse som kun blev slukket når Matthew var på arbejde eller når han havde noget vigtigt at lave. "Du kan starte det som en løgn du vil have, men brug den tid du har brug for. Og hvis du ønsker det, så kan jeg arrangerer at vi får dig kørt hjem til dem, så kan vi få en snak. Men hvis du stoler nok på din far, så skal du gøre hvad du finder bedst. Fædre vil altid elske deres døtre." Matthew kiggede på hende med et roligt blik. Han sendte hende et roligt smil.
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 17, 2014 7:02:17 GMT
Shailene sad bare og så på ham, et mere roligt blik i sine øjne end før, men der lå stadig en hvis nervøsitet over hende. Men nu mere over, det faktum at hun skulle ringe til sin far, at hun faktisk snart ville høre hans stemme igen. Lige som hans stemme nåede ind i hendes hoved, blev hun en smule overrasket, men det tog ikke lang tid for hende at fatte, at det var fordi han havde en evne der tillod ham at gøre det. Han vidste altså, at hendes far følte som han gjorde, på grund af sine telepatiske evner, der gjorde at han kunne føle det. Så han var fuldstændig sikker. Der var en god nyhed for hende, så vidste hun, at han nok ville blive glad for at høre fra hende. Hun så igen ned på telefonen hun nu sad med i hånden, og nikkede lidt ved hans ord. Fædre vil altid elske deres døtre. Måske havde han ret i det, i hvert fald i et hvis omfang ville de vel altid elske dem. Så hun burde bare ringe. Langsomt lod hun sine fingre glide over tasterne, indtil nummeret stod skrevet på skærmen, og hun nu var klar til at ringe op. Alt det krævede, var et lille tryk på en knap. "Én lille løgn, og når jeg er klar til det ... Sandheden." Hun hviskede det bare lavmælt til sig selv, inden hun trykkede knappen ned og tog røret op til øret.
|
|
|
Post by Matthew on May 17, 2014 7:12:07 GMT
Matthew kiggede på hende med et roligt blik, han sad afslappet tilbage og holde øje med hende. Han havde ikke tænkt sig at afbryde hende når hun ringede. Han ville måske sige noget til hende via tankerne, men det var det. Matthew var ikke en person der ville afbryde en samtale eller forbyde folk at have en samtale. Matthew kiggede på sit ur, de havde brugt mindre tid end han havde forventet, så det havde alligevel været et godt tegn, hurtig beslutsomhed hjalp i visse tilfælde hvis man spurgte ham. 'Bare rolig, jeg skal nok være stille. Hvis du har brug for en idé eller noget, så bare tænk det, så vil jeg hjælpe.' Matthew sendte beskeden mod hende og sendte et smil til hende. Matthew kiggede på hende, han lod hende taste nummeret ind, han sad fortsat rolig og kiggede på hende, det hun sagde nikkede han bare til, det var hendes valg, ikke hans, han ville bare støtte hende. Matthew ville støtte alle hvis han havde chancen og havde han den, så tog han den, men det var ikke alle han ville støtte. 'Du skal for resten huske at hilse.' Matthew sendte hende et smil, det var egentlig bare ham der elskede at hilse på folk.
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 17, 2014 7:44:47 GMT
Hun så over mod ham, da hun endnu en gang hørte hans stemme. Hun nikkede let, og ventede på at den ville stoppe med at ringe og en stemme ville møde hende. Men måske tog de den slet ikke? Måske var der ingen hjemme, så hun var gået derhen forgæves, for at møde en telefonsvare. Lige som hun var på vej til at droppe det, lød en stemme i den anden ende af røret. Johns stemme, hendes fars stemme. Et lettet suk undslap hendes læbe, og langsomt og forsigtigt sagde hun; "Far, det er mig... Shailene." Allerede få sekunder efter, kunne hun høre lettelsen i hendes fars stemme, da han spurgte hvordan hun nu også havde det, og at det godt nok var længe siden de sidste havde hørt fra hende. Et svagt smil bredte sig over hendes læber, og hun så mod Matthew og nikkede til ham, nærmest som tak. "Jeg har det godt far... Her er skønt." Hun vidste ikke hvad ellers der var at sige, uden at hun ville røbe for meget, så jo før hun kunne få drejet samtalen over mod dem, desto bedre. "Hvordan har i det? Hvad med mor... Er hun stadig..?" Hun vidste ikke helt hvor hun ville hen med sin mor. Er hun stadig en del af gaden? Det var det hun ville havde spurgt om, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hendes far vidste dog præcist hvad hun mente, og efter at han havde sagt at han havde det fint, men havde ret travlt, fortalte han hende at ja, hendes mor var stadig ikke ovre hendes misbrug, og det ville hun højst sandsynligt aldrig komme. Men at det var blevet bedre. Løgn. Det var hun udmærket klar over, at der ikke passede, men det var ikke noget hun sagde, hun kunne ikke få sig selv til at sige det.
|
|
|
Post by Matthew on May 17, 2014 8:41:05 GMT
Matthew kiggede på hende med et roligt blik, hans blik var roligt og han sad og holde øje med hende, han sendte hende et roligt smil som han kunne høre røret blev taget, han sad stille, han rakte ud med hånden og trak en vand ud af køleskabet som han lukkede forsigtigt, han åbnede vanden med hånden som den kom til ham og tog en tår af den. Han sad egentlig bare og lyttede til hende som hun havde samtalen med hendes far. Han ville ikke bryde ind i disse sekunder, hun fortjente at få lov til at tale med sin far. Matthew sendte hende et smil, han behøvede ikke sige noget. Matthew kiggede på hende, hvert ord hun ikke sagde, han kunne høre og fornemme dem, men han sagde endnu ikke noget. 'Et misbrug kan altid stoppes, man kan forbyde folk at røre det og slette trangen ved at slette mindet fra alle de gange de har rørt det.' Matthew kiggede på hende, hans blik var roligt og han holde stadig sit smil. Matthew kiggede på hende med et roligt blik, han sagde jo han ikke ville afbryde hende, og han holde i teorien hvad han sagde. Matthew kiggede roligt på hende, han havde givet hende det som et tilbud, han ville gerne hjælpe hende. Matthew ville hjælpe alle sine elever.
|
|
shailene
Elever.
Posts: 18
Karakter køn:: Pige
Karakter navn:: Shailene Nebraska Daddario
Karakter alder:: 18
Evner:: Usynlighed.
|
Post by shailene on May 17, 2014 13:08:25 GMT
Shailene sad mere ret end hun gjorde før, imens hun lyttede til sin fars stemme, lyttede til hvert et ord han sagde. Han fortalte om hendes mor, hvordan hun havde det, selvom hun jo udmærket vidste hun sikkert ikke var hjemme lige nu, hun havde sikkert ikke været hjemme i et par dage. Der var kun et enkelt tidspunkt, hvor hun ikke kunne koncentrere sig om at lytte til ham. Det var da Matthews stemme brød ind i hendes hoved. Ordene han sagde, de overraskede hende så meget, at et lille forbløffelses gisp undslap hendes læber. "Ikke noget far, bare forsæt." Skyndte hun sig at sige, da han spurgte hvad der skete. Hun så lidt rundt i lokalet, og selvom hun burde rette sin fulde opmærksomhed mod sin far igen, så kunne det ikke lade sig gøre. Hendes tanker kredsede om det faktum, at de faktisk kunne få hendes mor ud af misbruget, og at hun kunne blive ligesom en mor 'burde' være. Men på den anden side, var der en lille stemme inde i hendes hoved der sagde, at så ville hun jo ikke være Shailenes mor. Så kunne hun lige så godt være en fremmed, hendes fars nye kone eller sådan noget. Og det var hun ikke helt sikker på at hun ville kunne holde til. Det var først, da hendes far begyndte at snakke om at han måtte gå, fordi arbejdet kaldte, igen, at hun blev trukket tilbage til virkeligheden. "Selvfølgelig far, det forstår jeg godt. Det var dejligt lige at snakke med dig igen... Og mor, hende må du hilse." Et Jeg elsker dig lød i den anden ende, og så blev der lagt på. Hun vente ansigtet mod Matthew. "Kan det virkelig lade sig gøre?"
|
|