What happens to me? @Laure

[Alex]

Tid: 19:30 Sted: På en mark et par kilometer fra New York. Område: sneen der ligger på jorden og en masse korn under jorden som skal høstes til sommer. Vejr: Det sner og der ligger allerede sne omkring ham. Selvom det regner ude for en radius af 28 meter fra ham.

kulden der burde bide ham, bed ham ikke. Hans rolige åndedræt kunne ikke mærke hvor frisk luften var hos ham og han tænkte ikke over noget. Alle disse mærkelige ting der skete for ham. Det var efterhånden otte timer siden, den mand havde set ham danne et hul hvor de røg ned, et hul midt i en gyde i New York. Hvad skete der med ham? Han kunne ikke selv forstå hvad der søgte. Han var løbet, løbet indtil han ikke kunne løbe mere. Han var endt her midt på en mark. Alex var vant til at sove på gaden om natten, han havde ingen. Han huskede intet fra sin barndom, intet. Det føles som var det to år siden, han var vågnet i skolen, de havde mobbet ham. Han havde bare skubbet til knægten, han havde været ked og det var begyndt der. Matthew var blevet skubbet ind i et eller andet. Det vR det sidste han kunne huske fra det øjeblik og så da han vågnede. Han var vågnet i et lokale med en masse lys, der havde været en person i lokalet. Hans hjerte havde banket, manden måtte have kunne mærke det men fik ikke gjort noget, for da han havde rørt Alex, var han blevet til en regn is skulptur. Alex var kommet op og blev ved med at løbe. Hvad havde han ramt? Det havde været noget der fik ham til at gå ud, men han vidste ikke hvad.
Jorden omkring Alex lod sig langsomt glide ud, det forvandlede jorden til en næsten perfekt cirkel omkring ham, næsten niogtyve meter i hver retning, han lod ikke selv mærke til det, han sad bare og prøvede at holde sime tanker tilbage, den indre vrede.var der nogen i nærheden, ville de få billeder fra hans hukommelse af en person, samt de ville kunne føle hans indre vrede og hævntørst. 'Han ødelagde det, han ødelagde min hukommelse.'.

[Laure-Michelle]

Laure var udsendt på en vanskelig opgave, en dreng med evner, forskellige evner. Nogen former som Laure nok ikkr kunne holde i trak, hun valgte at flyve mod ham, hendes øjne var lyse, hun fulgt hvor vejret burde være normalt, og hos ham, var det ikke.
Matthew burde have givet hendr nogle yderligere informationer. Da hun nærmede sig, så hun jorde forandre sig, en dreng sad der, hun valgte at lande og gå mod ham. "Alex" sagde hun og gik roligt mod ham. "Jeg er Laure-Michelle, jeg er her for at hjælpe dig" sagde hun og så mod ham med et alvorligt blik. Hun virkede neutral.

//er på fra mobil o:

[Alex]

Alex kiggede på personen der kom, hans øjne viste en indre vrede. En person kaldte ham ved navn, han kiggede på personen og knyttede langsomt sin hånd sammen, jorden under ham begyndte at ryste, hans vrede, han kunne ikke tage nye mennesker. Alex sendte alt sin indre vrede ud, han forbandt med alt inden for hundrede meter, hans vrede ville alt kunne mærke. Dødt eller levende. Isen han sad på, begyndte at knække, han havde ikke styr på noget, hans vrede gik over hans egen forstand.
Han åbnede ikke sin mund, men med tankerne skreg han 'LAD MIG VÆRE!' isen han sad, knækkede sammen med jorden under den, han havde ikke styr på noget, han kunne ikke styre sin vrede, han kunne ikke styre sig selv. Han havde ikke styr på noget som helst i dette øjeblik.

[Laure-Michelle]

Jorden rystede under hende, hun lod sig ikk pirre, hun trådte ham nærmere og prøvede at bevare roen, hans og hendes evne var lige slemme. "Jeg er ligesom dig, jeg er hellere ikke normal" sagde hun og så endnu på ham, hun fjernede ikke blikket fra ham. "Slap af, slap helt af" sagde hun og og prøvede at berolige ham så godt hun kunne, skulle hun bevise hun var ligesom ham, for at vinde hans tillid? Hun sank en klump.
Laure stos meget få meter fra ham, prøvede stille at række armen ud mod ham. "Kom, jeg kender stedet hvor du hører hjemme, alle er som dig der" sagdr hun roligt, vække hans interesse, give ham noget at tænke på. Hun trak roligt på skulderne. hvad er Det for en dreng, har Matthew tjek på hans mængde af evner? tænkte hun kort.

[Alex]

Alex kiggede på hende, hans vrede steg langsomt. Han kiggede på hende og kunne fornemme jorden begynde at ryste stærkere og stærkere. Langsomt rejste Alex sig op i sin fulde 170 centimeters højde. Han kiggede på hende. 'INGEN ER LIGESOM MIG!' Alex stolede ikke på nogen, han havde ikke styr på sig selv, billeder blev sendt ud alle steder mod det der var i nærheden. At han ikke havde styr på noget var tydeligt fra hans side af.
Alex kiggede på hende, han rykkede sig baglæns, hvilket gjorde at jord ved siden af ham begyndte at revne. 'LAD MIG VÆRE!' Alex blik på hende, blev mere og mere rasende, han stolede ikke på nogen, han havde været alene for lang tid. Han kiggede på hende, han kunne høre hvad hun tænkte. "'DET IKKE EVNER! DET ER TORTUR SELV! OG DEN KNÆGT STARTEDE DET!'" Alex både råbte det med munden og med tankerne, hans ene hånd begyndte at fryse sig selv, han havde ikke styr på noget. Alex sendte billeder mod hende af det sidste han huskede, hvordan drengen havde skubbet ham og hvordan han var vågnet.

[Laure-Michelle]

HUn fik en mine på, der sjældent blev brugt, den sagde nærmest hold kæft og lyt. Laure mærkede jorden skælve under sig, hun tog en dyb indånding og skulle til at sige noget, men han prøvede at overbevise sig selv han var et monster. "Hvis ikke jeg var ligesom dig. Kunne jeg så slå lyn ned lige ved siden af dig?"spurgte hun og hævede brynet svagt.
Hun valgte at lette sig, tråde væk fra ham. "Professor Green har sendt mig, Matthew Green, rektor og lærer på paladín skolen, en skole for særlige elever" sagde hun og så hen mod ham. "Evner er en gave, en gave der skal bruges til det rette, gode ting. Du kan mange evner, nogen af dem kan blive slåt fast, så dh kun kan em af dem" sagde hun og så sig om.

[Alex]

Alex kiggede på hende, han stolede ikke på hende, han havde stolet på nogen før, og personen havde gjort ham til et monster. Alex var sikker på at han var et monster, det var det folk havde fortalt ham. "Hvis du var ligesom mig, havde du så dræbt end ved at fryse personen ihjel?" Alex kiggede på hende, han sendte billedet af manden der havde rørt ham på skulderen, billederne der viste hvordan manden frøs til is.
Alex trådte et skridt tilbage, han bremsede hvor han stod, jorden rystede ved siden af ham. Rystelserne begyndte at bevæge sig, han kunne ikke styre det. "Jeg kan ikke stole på hvad du siger, jeg kan ikke stole på hvad nogen siger. Tillid er en fjende." Alex holde det tilbage, han holdte jorden tilbage, han prøvede, men vreden var over ham, han var ikke en, der kunne styre sig selv under vrede. 'Det er ikke en gave det jeg har fået. Det jeg har fået, har gjort mit til et misfoster, et monster, en morder. Jeg ville gerne kunne stole på folk, men sidst jeg gjorde det, vågnede jeg med min hud skåret op. Jeg burde have været død, men det var jeg ikke. Da han rørte min skulder, mit hjerte bankede fortsat, han frøs til is.' Alex stemme havde følelsen af gråd, han var sikker på hun kunne mærke det, for han kunne mærke at han havde fat i hendes sind.

[Laure-Michelle]

Hun nikkede forstående. Hun valgte at lade blikket blive på ham, lod vinden tage til, med stor fart. "Jeg er født mutant." Sagde hun og lod vinden blive kraftigere og kraftigere. "Jeg enig, tillid er for tabere, men jeg stoler på Matthew" sagdd hun og bukkede hovedet svagt frem, og lukkede øjnene svagt og åbnede dem igen, de lyste, lynene slog om hende og himlen buldrede.
Hun lod ham fortælle sin historie til hendes hjerne. Grusom, men brugbar. Med et kom hun i luften og hang der. "Skolen tager mutanter, fødte som skabte. Folk kan gå gemme vægge, skifte form, styre jorden, stoppe tiden, sågar megeg mere" sagde hun og havde endnj lysende øjne. Lynene var som en beskyttelse men også en fremvisning af at hun kunne noget unaturligt, mærkeligt. At hun var en mutant. "Alex, Matthew kan lærer dig at styre dem" lød det fra hende.

[Alex]

Alex kiggede på hende, han stolede end ikke på hende. Hvert ord hun sagde, gjorde ham vredere og på samme tid tristere. Han kunne mærke at han var ved at danne et jordskælv,han kæmpede for at holde det tilbage, men han vidste han ikke kunne. Han ville blive nød til at lukke sig sammen, prøvede at tænke på hvad der sidst skete, men der var ikke nogen sidste gang. Han kiggede på hende, han kunne mærke vinden. 'Hvis du ville gøre noget klogt, ville du redde dem der faktisk er uskyldige.' Alex kiggede på hende, hans vrede, jorden begynde at ryste mere og mere, hans vrede tog til, han måtte af med den, han kunne bare ikke, han vidste hvordan han holde dem tilbage. Han blev nød til at lade vær med at bruge sin stemme, bare den lille smule energi måtte han spare, han fik fyret en stor sten hen langs jorden, på et af de skælv han prøvede at holde tilbage. 'JEG ER ET MONSTER! SE HVAD HAN GJORDE VED MIG!' Alex vrede tog over, han kunne ikke holde dem tilbage. Alex kunne mærke hvordan hans krop affyrede jordskælvet under jorden, hvordan jorden rystede. Den indre vrede skød ud mod alle retninger, han kunne ikke bremse dem.

[Laure-Michelle]

Hun måtte drage til indre handling, nok kunne hun ikke stoppe ham, ikke mentalt, men noget andet kunne, et lyn, den massig mængde af volt der kunne lamme enhver nerve i ham. Hun så mod ham, lod ham snakke, tænke mistroisk og afvisende som han var.
"Stop med at se på det negative, stop med at tænke på det negative" sagde hun stille. Laure-Michelle lod svagt en arm give et sæt, og hun valgte at lade et lyn for lyn slå ned, nærme sig ham, og tilsidst ende med at ramme ham, ham ville blot besvime for en stund, indtil, ville hun uden problemer kunne få ham med tilbage til Matthew, og lade Alex forstå han var som mange andre, en mutant, et menneske med født ellee tilgivet evner. "Undskyld" sagde hun stille og lod lynene var inde for få meter, de komt hurtigt i mod ham.

[Alex]

Alex prøvede kamp om at holde tingene tilbage, var umulig. Alex kontrol over ting, var gået. Alex stolede ikke på nogen, men han ville heller ikke have et skulle gå ud over nogen. Hans tanker hev fat i hendes. 'Jeg ville gerne kunne stole på dig, jeg ville gerne kunne være positiv, men folk har ødelagt det. Der findes uskyldige folk, men jeg kamille kende forskel på uskyldige og skyldige.' Matthew sendte ordene af sted på noget der skulle forestille et billede. Alex vidste han var ødelagt, han savnede noget, noget han ikke kunne huske om han havde.
Alex hørte hvert ord hun sagde, han prøvede at holde det tilbage, men kunne ikke. Han havde ingen forstand på disse evner. Han hørte hun sagde undskyld, men hvad hun undskyldte for, vidste han ikke. Det gik op for ham, han kunne mærke lynene der var på vej mod han og han tog en dyb indånding som bremsede farten lidt på skælvene. Lynet der slog ned i ham, han brugte den energi der var der til at stoppe, inden det ramte ham. Da det ramte ham, falde han omkuld. Alex havde brændmærker i tændingsnøgles fra hvor lynet havde ramt. Huden healede det med det samme, men han var stadig bevidstløs.

[Laure-Michelle]

Hans tanker gjorde hende intet, han ønskede at stole på hende, nu skulle hun bare bevise for ham at det var muligt - lidt senere.
Hvordan kunne Laure være seikker på at hun gik ham stoppet? Men da hun så ham falde om kuld, for hun hen til ham, så hvordan hans hud den healede. Hun valgte ar løfte ham op, det skete kun med nød op næppe! Han var større end hende, og hun begyndte at flyve med det ekstra læs. Hun valgte at vende nogen tanker Matthee 'Han har nu, er på vej' selvom hun ikke kunne vider sekde tanker, kunne hun rette dem mod nogen der kunne, Matthew. Hun fløj mod skolen, i ly for alt form af regn, hvis Alex vågnede og gjorde modstand, ville hun udenvidere tabe ham.

[Alex]

Alex kunne mærke han blev løftet op, han prøvede ikke at bevæge sig, men vreden var væk for nu. Han lå og kunne mærke vinden og sendte denne besked ud mod hende. 'Tak.' Selvom han ikke var vågen, kunne han stadig læse hendes tanker lige nu. Var han vågen, ville han ikke turde gøre modstand, for han ville ikke turde se ned. Alex kunne fornemme højden, hvordan han kunne det vidste han ikke, men det kunne han. Han foretrak at være på jorden, men måske havde denne dame ret, han skulle ikke tænke negativt, men det havde han fortsat gjort og han gjorde det fortsat. Han havde mistet håbet i folk for mange gange. Han vidste ikke engang hvem han var, han vidste ikke hvor han kom fra, han vidste intet om sig selv. 'Hvorfor?' Tanken havde været til ham selv, men han sendte det også til hende.

[Laure-Michelle]

//EMNET ER RYKKET VIDERE TIL NÆSTE DESTINATION!

Tiden var fløjet af sted, nu stod Laure-Michelle ved en senge kante, og havde nogle skærme ved sig, som var sat tilsat til Alex. Hun tjekkede hans puls, og ledte efter hvilke evner han havde. Hun havde havde håret sat i en løs fletning, som hang ned af den ene side af skulderen, og nogle lange jeans på samme med en sweater på, ed et motiv af bjerge - til Alex.
"Alex Smith..Sytten år, flere evner end venter, umenneske styrke, og større evne styrke end ventet." mumlede hun svagt for sig selv, mens hun ned skrev i hans journal. Hun nedskrev det for at huske det, og til Matthew - på nær han nok fandt ud af mere end hun ville gøre. Hun så mod ham og havde en tavs mine på. "Alex, vågn om.. du er i sikkerhed" sagde hun, og tændte for noget, så han ikke kunne bruge nogen af sine evner, hun havde fået lov til at gøre det -af sig selv.

[Alex]

Alex lå roligt, hans åndedræt var roligt, han var både ved bevidsthed, og uden for bevidsthed. Han prøvede at få sin bevidsthed til at søge ud, men han kunne ikke, han prøvede at åbne øjnene, men det var som om han ikke kunne. Han blev ved med at prøve, men kunne ikke.
Alex hørte hvad hun sagde, men hans åndedræt var næsten ligeså lavt som hvis han sov. Det var som om, hans hjerne ikke var vågen, han kunne ikke rigtigt forklare hvad han følte, han følte det bare. Alex kunne mærke, han bevægede sine fingre. Alex åndedræt blev mere normalt, hans hjerne slappede af og han åbnede øjnene. Han kiggede på hende, ud af øjenkrogen og åbnede munden, han prøvede at sige noget, men ingen ord kom ud over læberne. Han kunne ikke forklare hvorfor. Han prøvede at sende ordet 'Hvad skete der?' ud, men han kunne ikke, han kunne ikke huske noget overhovedet.